Åreforkalkning og hjerteinfarkt skyldes ikke mættet fedt

Sundhedseksperter i mange lande har slået fast at åreforkalkning og hjerteinfarkt kan forhindres med en passende kost. Definitionen på den “hjerterigtige” kost har imidlertid ændret sig betydeligt gennem tiden. Oprindeligt ansås det for vigtigt at skære ned på al slags fedt. Det byggede på en rapport af en amerikansk fysiolog Ancel Keys, en af kolesterolkampagnens grundlæggere. I sin rapport præsenterede Keys et perfekt lineært forhold mellem hjertedødeligheden og forbruget af fedt i seks lande.  Keys snød imidlertid for på den tid fandtes der data fra 22 lande, og hvis man tog alle observationer med, forsvandt sammenhænget stort set.

Nogle år senere gennemførte Keys en ny studie, som han kaldte Seven Countries. Denne gang havde han valgt syv lande og i hvert land 2-3 befolkningsgrupper, som gennemgik forskellige kliniske og laboratoriemæssige undersøgelser. Ett udvalg af hver gruppe blev desuden udspurgt om sin kost; hvor stort dette udvalg var er ikke kendt. Med hjælp af lokale forskere blev deltagerne fulgt gennem nogle år og man tog blandt andet rede på sammenhængen mellem diverse kliniske registreringer og deres kost.  I modsætning til den tidligere studie fandtes der ikke noget sammenhæng mellem risikoen for hjerteinfarkt og madens totale fedtindhold; derimod fandt han, at det var madens indhold af mættet fedt som var afgørende. Jo mere mættet fedt deltagerne havde spist i et land, desto større var hjertedødeligheden.

Men indenfor de enkelte lande fandtes der intet sammenhæng. I Finland og Grækenland for eksempel, varierede dødeligheden i to områder med en faktor på henholdsvis fem og syv, på trods af at kosten og andre risikofaktorer var i det nærmeste identiske.

Desuden fandtes der intet sammenhæng mellem kosten og EKG-forandringerne hos deltagerne. Hjerteinfarkt giver typiske forandringer på EKG, og alle EKG blev analyseret af eksperter i det amerikanske forskningscenter. Diagnosen ”død i hjerteinfarkt” blev derimod sat af mange forskellige lokale læger med varierende kompetence.  At folk i lande med et stort forbrug af mættet fedt ikke havde flere patologiska EKG-forandringer end folk i lande med et lavt forbrug burde derfor ha fået Keys til at være mere forsigtig med sine konklusioner.

Selv om nyere studier ikke har kunne bekræfte Keys observationer regnes Seven Countries stadigvæk som et af de vigtigste bevis for at mættet fedt er skadeligt for hjertet og karsystemet.

Da man engang i laboratorieforsøg opdagede at flerumættede fedtsyrer, også kaldet PUFA (PolyUnsaturated Fatty Acids), kunne sænke kolesteroltallet, var man overbevist om, at de også var nyttige for hjertet og blodkarrene. De amerikanske sundhedsmyndigheder inkluderede derfor en øget konsumption af PUFA som en del af den ”hjertevenlige” kost.  Oprindelig skulle man spise så meget som muligt, men grænsen er blevet sænket gradvist. I dag anbefaler man en øvre grænse på 7% fordi, som en af kolesterolkampagnens forgrundsfigurer Scott Grundy skrev i begyndelsen af halvfemserne, et højt indhold af linolsyre, den flerumættede fedtsyre som er helt dominerende i de vegetabilske oljer, fremmer cancer, infektioner og testikelabnormiteter hos rotter.  Hans advarsel publiceredes imidlertid i midten af en artikel som handlede om noget helt andet og almenheden er aldrig blevet oplyst om dette.

Hvis hjerteinfarkt skyldtes, at vi spiser for meget animalsk fedt, ville et stigende forbrug i et land resultere i, at fler døde af hjertesygdom og omvendt, det er ren logik.  I nogle lande stemmer det og resultaterne fra disse lande er derfor blevet benyttet som argument for at fremme nationale kostråd. I lige så manga lande er et stigende forbrug imidlertid blevet fulgt af en uforandret eller, oftere, en faldende hjertedødelighed.

I Schweiz, for eksempel, faldt dødeligheden i hjertesygdom efter anden verdenskrig. I den samme periode steg forbruget af animalsk fedt med 20 %. Lignende forhold er set i mange andre lande.

I England har forbruget af animalsk fedt været relativt stabilt siden 1910 mens antallet af hjerteanfald steg til det tidobbelte mellem 1930 og 1970.

I USA steg tallet til det tidobbelte mellem 1930 og 1960. I samme periode øgede forbruget af de vegetabilske oljer dramatiskt, mens forbruget af animalsk fedt i samme periode var langsomt dalende.

De senere år er dødeligheden i Framingham gået ned parallelt med et fald i fedtforbruget, men antallet af ikke-dødelige hjerteanfald er steget. Forklaringen til den dalende hjertedødelighed er sandsynligvis at vi er blevet bedre til at behandle akutte hjertetilfælde. Hvis forklaringen havde været det dalende forbrug af animalsk fedt, så burde antallet ikke-dødlige hjerteinfarkter også ha gået ned.

I Japan er hjerteinfarkt ualmindeligt, angiveligt som følge af den fedtfattige japanske kost. En stor undersøgelse af japanske emigranter bruges ofte som bevis, for efter at være rejst til USA døde de næsten lige så ofte af hjertesygdom som amerikanere.  Det skyldtes, påstår de som citerer undersøgelsen, at deres kolesterol gik op på grund af den fede amerikanske mad.

Men læser man alle rapporterne omhyggeligt fremgår det at den afgørende faktor var ikke maden, men måden emigranterne levede. De, der fortsatte med at leve blandt sine landsmænd og fulgte de japanske traditioner fortsatte med at ha en lav dødelighed uanset hvad de spiste.

Det var til og med sådan at risikoen for at dø i hjerteinfarkt var dobbelt så stor hos dem, der forsøgte at følge den amerikanske livsstil, men spiste den magre japanske kost, sammenlignet med dem, der levede japansk, men foretrak den fede amerikanske mad.

Hvis madens indhold af fedt spillede en rolle burde infarktpatienter ha spist mere mættet fedt end raske individer. Et svar på det spørgsmål kan fås i det man kalder kohortstudier. I en kohortstudie udvælger man en gruppe raske mennesker hvis kostvaner man undersøger i mindste detalje. Efter et antal år opsøger man deltagerne igen. Derefter sammenligner man kosten hos dem der i mellemtiden har fået hjerteinfarkt med kosten hos dem der stadigvæk er raske.

I en gennemgang af alle kohortstudier publiceret op til 1998 viste det sig at i tre kohorter havde infarktpatienterne virkelig spist mere mættet fedt end de andre, men i en kohort havde de spist mindre og i resten, ialt 22 kohorter var der ingen forskel. Endnu mere forvirrende var resultatet når det gjaldt flerumættede fedtsyrer, fordi ingen studier fandt det forventede, at hjertepatienterne havde spist mindre end de raske; derimod var der tre studier der fandt at de havde spist mer, mens resten ikke fandt nogen forskel.

I tretten kohortstudier havde man også undersøgt hvor meget kolesterol deltagerne havde spist; ingen fandt nogen forskel mellem hjertepatienternes og de andres forbrug.

En anden metode at studere spørgsmålet på er det såkaldte case-control studie. Man vælger en gruppe patienter som har haft hjerteinfarkt og spørger dem om hvad de plejer at spise og sammenligner deres kost med kosten hos en gruppe mennesker af samme køn, alder og med en lignende fordeling af risikofaktorer som hos patienterne. Den type af studier er uanvendelige idag fordi infarktpatienter som regel har ændret sine kostvaner. Der findes imidlertid seks studer der er udført inden de gængse kostråd blev indført og ingen af dem fandt nogen forskel.

Meningen med den hjerterigtige kost er, at den skal sænke kolesteroltallet og at et lavt kolesteroltal skal forebygge åreforkalkning. Hvis det fungerede, burde de der har spist korrekt ha mindre åreforkalkning end de der har frådset i smør og flæskesteg. I fire studier har man undersøgt menneskers kost og senere haft lejlighed til at studere graden af åreforkalkning hos dem efter døden. I et af studierne var der et sammenhæng mellem den totale mængde fedt deltagerne havde spist og graden af åreforkalkning efter døden; de, der havde spist mest fedt var de mest åreforkalkede. Men i to af de andre var det lige omvendt og i det fjerde var der ingen forskel. I tre af studierne havde man sammenlignet graden af åreforkalkning med hvor meget animalsk og vegetabilsk fedt de havde spist og i ingen af dem fandt man nogen forskel.

Det afgørende årsagsbevis i medicinsk forskning er det kliniske eksperiment. Der findes ni forsøg, hvor man som eneste behandling har mindsket på kostens indhold af mættet fedt, enten alene eller i kombination med at øge kostens indhold af flerumættet fedt. Lægger man resultaterne sammen i en såkaldt meta-analyse finder man at antallet døde blandt dem der fik forsøgskosten var nøjagtig lige så stort som antallet i kontrolgrupperne, hvor deltagerne fik spise hvad de ville. I det eneste eksperiment hvor man lykkedes med at mindske antallet døde i behandlingsgruppen var kolesteroltallet uforandret, hvilket viser at det ikke kan ha været kostens effekt på blodets indhold af kolesterol der var afgørende.

Læs mer om dette her: 

The questionable role of saturated and polyunsaturated fatty acids in cardiovascular disease.

Is saturated fat bad?